mandag den 24. maj 2010

Pinse i sneglefart

Vi har nu tre vinbjergsnegle i haven
Et enkelt glas sydafrikansk hvidhvin
lidt skygge og hygge
Helges yndlingsplads
mit pitstop
Der skete absolut intet på matriklen her i pinsen. Helge har været gennem sin sjette kemokur og der viser sig nu et mønster, hvor der 4 dage efter at den sidste kur er indtaget, ja så kommer der træthed og ubehag i nogle dage, det har passet godt ind med pinsedagene her. Vi har bevæget os rundt i sneglefart og bare nydt det gode vejr, læst en masse og Helge har købt sig en langskaftet græskantsaks, som han flittigt har brugt rundt om vores hybenbuske, og alt der har stukket toppen for langt frem, har fået et klip... ;)

tirsdag den 11. maj 2010

Dagens mand

TILLYKKE MED DAGEN HELGE :)

søndag den 9. maj 2010

Fiskbæk naturskole - Krible krable

Edderkopper, biller, skolopendre og andet kryb
Hejho - hejho
Fiskebæks naturlejrskole- små grisehytter
der kan soves i :)
I tirsdags havde 1. klasse, deres klasse lære og og jeg en dejlig dag på Fiskbæk naturskole.
Vejret var ikke for godt, men det gik og vi fandt da også noget krible krable der kunne nærstuderes. Per, skolens naturvejleder var meget nærværende og fortalte meget entusiastisk og levende om naturens liv og ressourcer. Per havde lagt lokkemad ud til mus og lavet faldehuller til insekterne, så det var spændende at se, om der var nogle der havde ladet sig lokke. Nogle fede mus fik vi at se nogle stykker af, både rødlige og grålige, men hvor er de dog hurtige væk. Insekter var der kun lidt af og frøer var der mange af. Så alt i alt, så kunne vejret godt have været lidt bedere, så havde det måske lokket lidt mere liv frem i skovbunden.

Brænde, der luner flere gange

Man anskaffer sig en masse store kævler
- finder en mand der er god med en motorsav
2 friske gutter, der kan styre en kløvemaskine
-så kan man være så heldig at få sig
en rigtig dejlig stor brændestak,
der skal gøre godt til vinterens komme.
- Og det her er kun lige starten...
Mit arbejde bliver at køre brændet hjem i hus, med en meget lille trailer. Det bliver til mange køreture, og det er ikke just min yndlingsbeskæftigelse, - men jeg vil jo gerne have varme i huset, - ja så må jeg jo også gøre en lille smule for det...
Vi er heldigvis tre familier der deles om stakken, så det er ikke det hele der skal køres hjem.

søndag den 2. maj 2010

Kaos og planter

Min egen dygtige "handyman"
Rosenslynge fra Rema1000 80 kr. !!
Pelargonier "Dronning Ingrid"
Udsigten fra mit køkkenvindue-Skræpper i blomst
og snart en total mælkebøttegul mark

Jeg kastede mig ud i et ikke planlagt indkøbsorgie i dag. Jeg mente at, det er jo søndag, endda konfirmationssøndag, godt vejr, og alt vil være dejligt fredeligt og roligt ude i fattigrøvenes paradis. Men men men, hold da op hvor var der bare mange mennesker og alle med kæmpestore indkøbsvogne, nogle fulde af plagende/skrigende afkom, eller sure ægtemænd der ikke vil deltage i festen, men bare stod krampagtigt med et godt tag i vognen, medens de prøvede at bevare værdigheden/selvbeherskelsen - hi hi ;) Jeg var bare glad for at jeg var kommet alene afsted, så det blev i sidste ende meget hyggeligt at lunte rundt der midt i kaoset. Uden skrammer og sejrsikker kom jeg hjem med mit udbytte, og har brugt eftermiddagen i haven sammen med en efterhånden meget solbrun Helge som stadig maler. Jeg fik ompottet mine nyindkøbte yndlingsterrasseplanter, nemlig "Rosenslynge" og lyserøde "Pelargonier".